Hvis du ser planten, kan det være, at sommerfugle larver er i gang med at æde bladene. Strandkål tilhører korsblomsterfamilien, og dens medlemmer er vært for kålsommerfuglens grønne larver. Det naturens orden. Derimod synes vi, at kommunens borgere skal afstå fra at forsøge sig med at spise blomsterne - de første sprøde vårskud siges at være delikate. De skulle minde om broccoli, have en frisk kålsmag og indeholde masser af vitaminer og mineraler. Intet under at strandkål er kommet på mode med det nye nordiske køkken!

Vi fandt kun to planter - begge ganske vist meget store og flotte på en lang kyststrækning, så vi synes hellere, at man skal holde sig til broccoli fra torvet eller en af byens butikker.

Når strandkålen er færdig med at blomstre, dannes dens frugter; de er i to dele og knækker let over. Den yderste, kuglerunde del kan rulle hen af stranden og spredes på den måde, og den kan også flyde på havet. Det ser ud til, at spredningen af frø er effektiv, for vi har strandkål langs de fleste kyster ved vores indre farvande, men ikke på Vestkysten.

Hvis du endelig gerne vil smage strandkål, så tag nogle af dens frugter og så dem i haven til foråret. Også her siges strandkål at trives godt.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf