Som denne overordnede plan viser, får vi kanaler, de nord-sydgående gader føres helt frem til Lillebælt, og en grønt bælte går gennem den nye bydel. Akkurat som vi i DN Fredericia har ønsket det

I mange år var Fredericias borgere – i alle tilfælde dem, der boede inden for voldene – indesluttet af volden og af Kemiras kæmpefabrik ved Lillebælt. Det var fint med volden, vores grønne område, men fabrikken virkede knugende. Specielt en tåget vinterdag var stemningen dyster, og en smag af saltsyre på tungen fik virkelig én til at spekulere på, om man ikke hurtigst muligt skulle finde sig et andet sted at bo. Måske i Middelfart!

Nu er fabrikken for længst revet ned, og også skibsværftet er ophørt. Det vil give plads for den nye bydel, Fredericia C.

Seks konsortier konkurrerede om at give det bedste bud på den nye bydel. Og i 2011 blev vinderen kåret, derefter arbejdede parterne videre med den endelige plan, lokalplaner for området etc.

 

Vi kan konstatere, at planen opfylder vores hovedønsker til Fredericia C, som de er udtrykt i vores notat om en grøn og blå bydel.

Dette notat er et indlæg i debatten om den nye bydel. Det bygger på disse overordnede krav - den nye bydel skal ikke ligne nogen som helst anden by:

  • Voldene og renæssance-byplanen er vores hovedattraktioner – og af internationalt format. Byplanen skal gennemføres i den nye bydel: Når man står i et gadekryds i den nuværende by inden for voldene, vil vi kunne se det blå Lillebælt mod syd og den grønne vold mod nord, øst og vest! Også Bjergegade, Dalegade og Kongensstræde skal føres igennem – først til Oldenborggade og siden videre til Lillebælt.
     
  • Vi har ikke høje bygninger inden for voldene – der er en militær årsag til, at vores kirker er uden tårne. Selv om byen ikke længere er en fæstning, vil vi beholde dette kendetegn: Når man står på voldens øverste punkter, f.eks. ud for Dronningensgade, skal man kunne se Lillebælt hele vejen rundt mod syd.
     
  • Husene i den nye bydel skal opføres efter bæredygtige principper – måske skal de adskille sig fra husene i den ældre del af byen ved at være med grønne tage, som giver mange fordele. Og målet er huse, som man også om hundrede år finder attraktive at bo i og at se på.
     
  • Vi ønsker grønne områder i den nye bydel, parkering i parkeringshuse eller i parkeringskældre, livet skal kunne udfolde sig frit langs kajerne, mange pladser for gæstesejlere i Gammelhavn, den gamle fiskerihavn mv.