Forslag om en ny by
DN foreslog i 2006 at bygge en helt ny by på et landbrugsområde hvor der ikke går natur tabt.Fredericia Kommune ønsker tilflyttere. Og man lader sig desværre friste til at udlægge områder til boliger, som man hellere skulle passe på – først og fremmest nær vores kyster.
Der er nu udlagt arealer til boliger, hvor det aldrig burde have været sket – i Østerby og i Skærbæk.
I et forsøg på at stoppe denne udvikling, foreslog vi i 2006 en helt ny by på et område, som fremtræder som et lidt trist og fladt landbrugsområde. Her går ingen natur tabt.
Det nye byområde er senere blevet kaldt Himmerigshuse efter den nærliggende Himmerig Skov. Ideen er, at vi ikke skal have huse ud i naturen – i stedet skal vi have naturen ind mellem husene:
Vi vil modellere området, så det fremtræder mere attraktivt end andre boligområder i kommunen. Vi ønsker bakker ud mod de større veje som et spændende landskabselement og også for at beskytte området mod trafikstøj, vi ønsker udgravet søer, og at Ullerup Bæk frilægges, idet bækken her løber i nedgravede rør, og vi ønsker småskove mellem de enkelte bebyggelser.
Fredericia Byråd vedtog med alle 21 stemmer at gå ind for vores forslag, og man har også bevilget penge til at lade Niras arbejde videre med vores oplæg.
Himmerigshuse med i den nye kommuneplan for perioden 2009 til 2021.
Men grundet den finansielle krise står projektet stille her i foråret 2012. Men det fortjener at blive vakt til live igen, når forholdene er til det.
Her finder du vores oplæg til Fredericia Byråd - link
Nogle mener, at kortet bliver mange penge værd en gang – vi passer godt på originalen. Vi havde det med til det første, vellykkede møde med kommunens planlæggere.
Husene i den nye by bør opfylde alle gode kriterier for bæredygtighed. Og en af kommunens deltagere mødet kom med den idé, at husene bør have grønne tage (ikke græs, men en urt kaldet sedum). Det lød umiddelbart lidt flippet. Men ideen er god, for et grønt tag gør huset behageligt køligt i varme somre, og det holder på varmen om vinteren. Og mange af de næringsstoffer, vi får med regnen, vil blive hængende i urterne - de vil ikke forurene Ullerup Bæk og søerne i Himmerigshuse. Og kommunen kan bruge mindre dimensioner rør til afledning af regnvandet.
Det er så heldigt, at en dansk arkitekt har tegnet meget spændende huse med græstag. De ligner de huse, som hobitterne i Herredet bor i. Tænk dig at stå på en af bakkerne og se ud over en grøn by!
Her kan du se Niras´ bearbejdning af vores idé - vi er ikke helt enige. Link
I oktober 2007 fik vi Dogme 2007 miljøprisen på 25.000 kr. for vores forslag om en ny by. Dogme 2000 var et samarbejde mellem en række kommuner, som vil gøre en ekstra indsats for et bedre miljø.