Hvis fuglene undervejs møder blæst og regn, kan de være nødt til at afbryde trækket, og så lander de, hvor det nu er muligt. Besætningen på fiskekuttere og boreplatforme får sig af og til en overraskelse. Boreplatforme, som af brænder gas, er af og til årsag til, at mange vindrosler flyver i døden. Det sker i diset vejr, hvor fuglene flyver lavt, og stjerner ikke er synlige - den stærkt lysende flamme drager dem.

Vindroslerne kommer fra skovene i de nordlige dele af Skandinavien og Rusland og trækker mod sydvest. I milde vintre slår en del fugle sig ned i Danmark, mens de fleste blot raster her og ellers fortsætter mod Sydvesteuropa og Nordafrika. Jo flere bær, der er på tjørnebuskene, desto større chance er der for, at fuglene bliver her.

Mens bær i vintertiden er hovedføden, lever vindroslen i sommertiden især af orme, snegle og insekter. I de senere år er enkelte vindrosler begyndt at yngle her i landet

I december 2012 var der mange vindrosler at se i tjørnebuskene både på Kastellet og Fredericia Vold. Fuglen på fotoet blev set på skrænten ved Østerstrand.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf