Skarv

Vi ser skarven over alt ved Lillebælt, men i1870erne var skarven uddød som dansk ynglefugl efter at have været her i årtusinder. Fiskerne efterstræbte skarven, fordi den er en konkurrent, og skovejerne fordi den ødelægger redetræerne med sin ætsende gødning.

Gradvis begyndte skarvene dog at genindvandre, men bestanden tog først for alvor til, da skarven blev totalfredet i 1980, og hen mod midten af 90erne nåede vi op på 36.-41.000 par. I de seneste år er bestanden dog faldet ned til kun 25.000 par i 2013.

Naturstyrelsen giver flere årsager til faldet: Naturstyrelsens egen regulering (de pensler æg med olie), Ræve forstyrrede i nogle meget store kolonier, hvor rederne er på jorden på små øer, kolde vintre og bekæmpelse om vinteren i udlandet samt mangel på fisk. Og så nævner man endelig forstyrrelser fra havørne. Vi er nu oppe på ca. 50 par havørne samt et antal ikke yngledygtige fugle. Få i forhold til antal skarver, men mange i forhold til antal skarvkolonier, og det er det afgørende.

Læs her, hvad biolog Erling Krabbe fra Naturstyrelsen har at sige om havørne og skarver:

- Det skaber en utrolig ravage, når en havørn angriber en skarvkoloni. Skarverne skynder sig straks væk fra rederne, mange flygter længere væk, mens andre igen begynder at stjæle redemateriale fra naborederne. På den måde bliver rederne splittet fuldstændig ad, og æg og unger går tabt. Der opstår i det hele taget en enorm uro i kolonien, som det tager lang tid for skarverne at komme sig over. Nogle skarver når slet ikke at yngle, hvis havørne forstyrrer dem flere gange.

Der har i en del år været en skarvkoloni på nord bredden af Rands Fjord, og sandelig om vi ikke har fået et havørne par. Det ville være nemt for ørnene at snuppe unger fra skarvrederne, som det sker andre steder. Men vi har ikke set det ved Rands Fjord.

Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf