Skægmejse
Sidst i 1960´erne indvandrede der sydfra en besynderligt og eksotisk udseende lille fugl til Danmark - skægmejsen. Navnet er ikke taget ud af luften, for det ser faktisk ud, som om den har et stort hvalros overskæg. Det er dog kun hannens fjerdragt, der har denne flotte prydelse.Skægmejsen er en smuk fugl. Den ligner med sin lange hale og farver noget, der hører hjemme i troperne, og da jeg første gang så en lille flok flyve over rørskoven i Bøgeskov, fik de svirrende vinger og den lange hale mig til at tænke på papegøjer. Før man ser dem, hører man som regel deres kald - et klingende "pling"!
Og måske skulle de have holdt sig til syden. Her er de på deres nordgrænse - fjerdragten kan ikke holde streng kulde ude, og mange dør i kolde vintre. Til gengæld tager de overlevende hårdt fat, når foråret kommer, og i løbet af sæsonen kan et par få 3-4 kuld unger, ofte med op mod 10 i et kuld.
Ungerne fra det første kuld kan oven i købet nå selv at få unger, inden sommeren er ovre. Så bestanden kommer hurtigt på fode igen. Med klimaforandringernes mildere vintre bliver skægmejsen sikkert mere almindelig.
Om sommeren æder skægmejsen rørskovens larver og insekter, men når vinteren kommer, ændrer dens mave sig, så den kan leve af tagrørenes små frø - se fotoet.
Det er i rørskovene ved Egeskov og Bøgeskov, du skal finde skægmejsen. Det er kun ganske få år siden, der her var urentable kornmarker med behov for at have afvandingspumperne kørende en stor del af tiden. Naturgenopretninger giver ofte meget hurtigt resultat. Men prøv også at kigge andre steder, hvor der er rørskove.
Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia
Tekst og foto: Ole Klottrup