Nilgås
En dag lod et par besynderlige, langbenede gæs sig se på engene ved Bøgeskov. Det skulle da vel aldrig være nilgæs! Andre havde set dem netop her. De var ret sky - måske med en anelse om, at de ikke er velkomne her i landet - så de lettede på lang afstand.Men det var helt sikkert to nilgæs – og det er ganske vist, de stammer fra Egypten. Eller i alle tilfælde fra Afrika. Men nu bor de her i vores kommune – måske på lånt tid.
De to nilgæs er med 99,9% sikkerhed ikke kommet flyvende direkte til os fra Nilen. De stammer fra fugle hjembragt til engelske godser som prydfugle. Nogle er i tidens løb undsluppet og har dannet bestande i den frie natur, først i England og i Holland. De er set sporadisk her i kommunen i de seneste år, men i alle tilfælde i sommeren 2012 blev det til familieforøgelse.
Man ser på dem med skepsis, idet de er temmelig krigeriske og territoriehævdende – og så er det en invasiv art, idet de af mennesker er bragt til Europa. Men det er med god grund, at andre invasive arter med meget værre følger for vores natur er løbet med vores opmærksomhed – mink, mårhund, japansk pileurt, bjørneklo, rynket rose osv.
Se her, hvad Naturstyrelsen siger om nilgåsen:
"Nilgåsen anses for at være en invasiv art og kan reguleres som skadevoldende vildt hele året. Bekæmpelse er begrundet i forsigtighedsprincippet, og en vurdering af, at bekæmpelse af få fugle nu er mere lønsom end efterfølgende bekæmpelse hvis/når bestanden vokser sig stor."
Her i kommunen kan vi ikke gøre så meget andet lige nu end at nyde synet af de sjove, langbenede gæs!
Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia
Tekst og foto: Ole Klottrup