Jo, den kunne symbolisere det smukke – kærligheden – og den sidder med næbbet fuldt af føde til ungerne på et heldigvis overflødigt redskab fra den kolde krigs dage, en tankspærring. Sådan kan man få de underligste associationer!

Ingen, der har set en hvid vipstjert, kan være i tvivl om, hvorfor den har fået sit navn: Halen vippes konstant op og ned. Hvis du vil se en hvid vipstjert, er chancen størst nær vand – ved en af voldgravene, ved Østerstrand, ved Spang Å, ved dammene på Fælleden, på Trelde Næs eller på golfbanen. Du kan se den løbe og jagte insekter – pludselig gør den et hurtigt udfald, og så stivner den, mens halen vipper.

Da Fredericia Kommune og Danmarks Naturfredningsforening satte fuglekasser op på volden sidste forår, var der også nogle til denne dejlige fugl. Det er kasser med en firkantet åbning. Vi har nu ikke set nogle af dem i brug. Her er der en udfordring til dig!

Hvid vipstjert har flere nære slægtninge, så hvis du ser en lille fugl med en lang, vippende hale, men med andre farver end på fotoet, er det sandsynligvis en gul vipstjert eller en bjergvipstjert.

Når det bliver småt med insekter om efteråret, fortrækker vipstjerten til Mellemøsten eller det nordøstlige Afrika.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf