Faktisk er det ikke engang en fugl, men et insekt, en natsommerfugl, der flyver om dagen. Det lyder selvmodsigende, men sådan er det. Den har det besynderlige navn Duehale.

Men læg mærke til dens øje og sammenlign med en husflues øje. Duehalens øje ligner et fugleøje. Når man ser den, står den som regel stille i luften med svirrende vinger foran blomsten, som den suger nektar fra med sin snabel. Og så ligner den en meget lille kolibri med et langt næb og med tungen inde i blomsten. Det gør det ikke nemmere, at den har en fjeragtig pels, som vibrerer i den turbulens, som vingerne skaber.

Duehale er en træksommerfugl - den kommer helt nede fra Middelhavet, hvor den overvintrer. Den er den tungeste af alle sommerfugle, men har kun et vingefang på 55 til 58 mm. Den flyver herop i særligt gode somre, af og til i stort antal, og der er flest i Østdanmark. Den på fotoet er fra Bulgarien.

Den voksne duehale lever i det åbne land af blomsternes nektar, og larverne lever af planten Snerre. Hvis der er duehaler i kommunen en god sommer, er græssletterne på Fælleden et godt stede at lede. Her sprøjtes der hverken mod vilde planter eller insekter, og der gødskes ikke, så her er der masser af blomster og insekter. Gå derud en vindstille, solrig sommerdag - og ser du ikke duehalen, så er der mange andre sommerfugle at glæde sig over.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf