Før i tiden var en eng en livsnødvendighed for enhver landmand. For han kunne kun have så mange dyr på stald gennem vinteren, som han havde hø til. Så i sommertiden blev enggræsset slået og tørret til hø. Men efterhånden mistede landbruget interessen for engene – det blev mere rationelt at købe importeret foder til dyrene. Oven i købet har kun de færreste landmænd køer på engene længere – deres dyr står på stald året rundt. Så derfor er det gået stærkt tilbage for alle engfugle som viben, storken – og også stæren.

Viben er en vejrfugl! Den forlader først Danmark, når enge og vådområder fryser til, og den er hurtig til at komme retur, hvis vejret bliver mildere. Det gælder om at komme først til de gode yngleterritorier om foråret. Men den er også hurtig til at vende tilbage mod sydvest, hvis det igen begynder at fryse. Den rykker frem og tilbage med vejret. Derfor kaldes den en vejrfugl.

I det tidlige forår 2013 gik det galt for mange viber: Vejret blev mildt først i marts og solen skinnede herligt, Rands Fjord var isfri, og orme og andre småvæsener var ved at være til at fange. Viberne rykkede langt nordpå og belavede sig på at yngle. Men så blev der hård vinter, og det var slut med alle muligheder for at finde føde. Mange af viberne var sikkert for lang tid om at beslutte sig for at forlade landet.

Hvis vi vil have engfuglene – og hermed viben – og de mange blomster og sommerfugle igen, må vi have afgræsset eller afhøstet engene. Men først skal pilekrattet fjernes. Det er alt sammen ikke så lige til, for mange engområder er fordelt på mange ejere – det gælder f.eks. Elbodalen. Dvs. at der først skal skabes enighed. For os at se er det en sag for ingen andre end de implicerede landmænd.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Hent som printvenlig pdf