Toppet lappedykker
Her ser du det mest yndefulde kærestepar på Rands Fjord - toppet lappedykker. Her trives den godt, fordi der er mange småfisk - og det er karakteristisk for forurenede søer.Den store næringsmængde, der strømmede ud i fjorden fra de dårligt fungerende rensningsanlæg og fra de dyrkede marker medførte stor algevækst og dermed uklart vand. Det betød, at rovfisk som gedder og aborrer, der jager med hjælp af synet, ikke kunne se føden, så der blev alt for mange skaller og andre småfisk.
Da vi for nogle år siden havde en medlemstur, hvor emnet netop var livet i Rands Fjord, fik vi beviset ved at sætte net ud i forvejen. Der var stort set kun småfisk. Så må man mindes det gamle ord om, at der ikke er noget så galt osv. - for det betyder, at vi kan nyde synet af mange af de smukke lappedykkere. Og man kan tit blive vidne til, at de kommer op med fisk. Nogle gange dog lidt for store, og det giver underholdende synkeøvelser!
Heldigvis er de gamle rensningsanlæg i landsbyerne nedlagt, og alle de gode sager sendes nu via rørsystemer til det store rensningsanlæg ved Røde Banke. Men landbrugets udledninger fortsætter desværre, omend vandplaner og randzoner nedsætter mængden af nytilkommende næringsstoffer.
Men tag ud i fuglehuset ved Fagerlien, forhold dig roligt og afvent tålmodigt, at lappedykkerne kommer nærmere. I yngletiden kan du blive vidne til veritable parringsdanse og senere til, at den ene svømmer med ungerne på ryggen for at beskytte dem mod afkøling og lurende rovfisk. En underholdende og smuk fugl.
Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia
Tekst og foto: Ole Klottrup