Strand-mandstro
Ved nogle af strandene i Fredericia Kommune gror der en ejendommelig plante, der hedder Strand-Mandstro. Den kan klare et hårdt miljø med både sandfygning og tørke. og man kan se og mærke det på den.Strand-Mandstro siges at have visse, eftertragtede egenskaber, og inden du får for gode ideer: Planten er rødlistet og altså truet, så du bør lade den vokse i fred.
Nu, hvor medicinalproducenten Pfizers patent er udløbet, og prisen på Viagra og konkurrerende produkter er faldet dramatisk, tør vi godt fortælle, at Strand-Mandstro vokser ved flere af vores strande.
Planten mentes i ældre tid at kunne fremme mandens frugtbarhed og potens - i ældre dansk kaldtes den også "Mands-hielp". Det kan være ud fra "signaturlæren" - den kraftige pælerod kunne minde om en penis. I ældre tid kunne man købe roden på apoteket (vistnok importerede rødder af Bjerg-Mandstro).
Desværre er Mandstro ved at være sjælden, idet den overskygges og fortrænges af den invasive art, rynket rose, der breder sig over alt ved vores strande. Vi vil foreslå kommunen at gøre en indsats for at beskytte vores lille bestand af Mandstro. Det er så meget desto mere påtrængende, som det vigtige spildevandsprojekt har gjort det nødvendigt at lægge køreplader ud på store strandarealer ved Østerstrand. Mon Mandstro har potens nok til at klare det!
Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia
Tekst og foto: Ole Klottrup