Fuglen på fotoet er en splitterne. Den er fotograferet mellem de to Lillebælts broer i september, og den er i vinterdragt - den har mistet den sorte sommerkalot, som der nu kun er ganske lidt af foran og bag øjet. I øvrigt er den let at kende fra de andre terne arter på den gule næbspids og de lidt strittende fjer i nakken.

Ternerne drager mod syd tidligt på efteråret, idet det bliver for svært at fange fisk - de går dybere i vandet om vinteren, og af og til har vi jo også is. Splitternerne overvinter ved Atlanterhavet ud for det nordlige Afrika og ved Middelhavet. En anden af vores terner, havternen skal meget længere - man regner med, at den er den fugleart, der trækker længst. Mellem ynglepladserne på den nordligste del af den nordlige halvkugle og havene ved Sydafrika og Antarktis på den sydlige halvkugle.

Foruden de nævnte yngler også dværgterne, fjordterne og sortterne regelmæssigt her i landet. Sortternen yngler ved søer og moser, så den ser vi ikke her ved Lillebælt. Vi har vist kun et enkelt par af sandternen i år - de har ynglet på en ø i den nye, store sø i Vestjylland, Filsø. Og de dykker ikke efter fisk som de andre terner. De fanger insekter i luften og firben, mus og andre smådyr på jorden og også fisk, som de tager i overfladen.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf