Man skulle tro, at piggene beskytter pindsvinet mod rovdyr og -fugle, når det ruller sig sammen til en kugle. Men specielt grævling og stor hornugle har pindsvin på menuen. Stor hornugle - som vi vist ikke har i kommunen - kan i sit yngleterritorium næsten udrydde pindsvinet. Også hunde skader ofte pindsvin - lær din kloge hund, at pindsvinet er fredet! Hvis uheldet alligevel er ude, og du finder et skadet pindsvin, så kontakt Pindsvinevennerne i Danmark. Da dette blev skrevet, havde de ikke en plejestation her i kommunen. Men måske har de fået det siden.

Hvis du er så heldig at have pindsvin i din have, må du endelig ikke give det mælk. Den fejl har mange begået, og det kan betyde døden for pindsvinet. Hvis det har været tørt i en periode, så giv det noget vand. Pindsvinet er et hyggeligt og dejligt dyr at have i sin have, og så er det nyttigt i disse dræbersnegle tider. Føden er netop snegle foruden bænkebidere, orme, larver osv.

Hvis du ser et pindsvin midt på dagen, kan det være et tegn på, at det er sygt, for pindsvinet kommer normalt først frem i skumringen og er som mange af vores pattedyr et natdyr.

Hen på efteråret bliver det svært for pindsvinet at finde føde, og så går det i hi og sover vintersøvn i op til 6 måneder. Hvis du har pindsvin i din have, bør du give det gode hi-muligheder i form af en kvasbunke eller en dynge visne blade. Og lad så være med at rode i bunken før tidligst hen på foråret. Hvis pindsvinet bliver vækket i sin vintersøvn, kan det have svært ved at finde et nyt sted.


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf