Du må ikke plukke den og frem for alt ikke grave den op for at tage den med hjem i haven. Det er ulovligt, for den er fredet som alle danske orkideer. Og den vil i øvrigt aldrig kunne vokse i din have. Blomsten hedder stor gøgeurt – og den er altså en art orkidé.

Nyd synet og husk voksestedet til næste år, så du kan gentage fornøjelsen. Men fortæl ingen om stedet. Vores orkideer er ved at blive udryddet på grund af grådighed og uforstand.

I 2007, da der blev lavet om på kommunestrukturen, gav daværende miljøminister Connie Hedegaard hver kommune sin særlige ansvarsart – en plante, et dyr, en fugl eller et insekt. For Fredericia blev det stor gøgeurt, som ikke findes ret mange andre steder. Og Fredericia Kommune holder skam en gang om året regnskab med hvor mange, der er på de enkelte voksesteder. De steder, som kommunen kender, forstås!


Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen:
Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia

Tekst og foto: Ole Klottrup

Hent som printvenlig pdf