DONGs spildevand gennem Fredericias rensningsanlæg
DONGs spildevand med tungmetaller bliver ikke ledt ud i Gudsø Vig og Kolding FjordIndtil videre bliver spildevandet med tungmetaller fra DONGs flisafbrændingsanlæg sendt gennem Fredericias rensningsanlæg på Røde Banke. Dermed bliver der ikke udledt tungmetaller direkte ud til Gudsø Vig og Kolding Fjord. Steder, hvor indholdet af tungmetaller i bundslammet og i biomassen på nuværende tidspunkt overskrider de gældende grænseværdier.
Det er selvfølgelig rigtigt godt. Men hvorfor sker det?
Natur- og Miljøklagenævnet har i en anden sag vedrørende udledning til vandmiljøet afgjort, at der ikke må udledes yderligere tungmetaller, når der i forvejen er en overskridelse af grænseværdierne i området.
Den afgørelse betyder, at Miljøstyrelsen er i gang med at revurdere ansøgningen om direkte udledning fra Skærbækværket til et allerede belastet miljø. Miljøstyrelsen forventer ikke at have en afgørelse i dette kalenderår.
DONG og andre har udtalt, at rensningsanlægget på Skærbækværket er det bedste, der p.t. kan konstrueres, og at spildevandet er af drikkevandskvalitet. Det er ganske korrekt - men det er slet ikke det, sagen drejer sig om.
Som DN har fremført hele tiden, drejer det sig om, at der kommer en yderligere tilførsel af uønskede stoffer, i dette tilfælde tungmetaller, til miljøet, dvs. Kolding Fjord og Gudsø Vig. Og uønsket, fordi grænseværdierne allerede er overskredet i det miljø.
Det glædelige er, at Miljøstyrelsen og Natur- og Miljøklagenævnet efter en tid ser ud til at nå til samme opfattelse.
En god nyhed. Så venter vi på den endelige afgørelse.